Hvad skal du vælge:
Køberrådgiver eller BOLIGadvokat?
Boligrådgiver eller advokat?
Mægler har altid været sælgers mand, som har skullet skaffe højeste pris og bedste vilkår i boligkøbet. Før i tiden skulle køber kigge mod advokater og pengeinstitutter for at finde nogen, der varetog hans interesser, men i de senere år har køberrådgiverne vundet indpas.
Køberrådgivere er ofte ejendomsmæglere, som os, der har fundet et andet fokus for deres faglighed – men det kan også være en lang række af andre faggrupper, der gemmer sig bag betegnelsen. For lethedens – og sammenlignelighedens – skyld tager vi udgangspunkt i, at køberrådgivere er ejendomsmæglere i det følgende.
Her vil vi gennemgå de væsentligste forskelle og respektive fordele og ulemper – og vi vil gøre det så loyalt som overhovedet muligt. Vi vil nemlig hellere end gerne sælge dig køberrådgivning – bare ikke hvis du i virkeligheden har mest brug for en boligadvokat. Derfor håber vi, at du på den anden side af nedenstående er mere klart bevidst om dine behov.
Lad behovet afgøre dit valg
Der er naturligvis stor forskel på forcer og fagligheder, når det kommer til ejendomsmæglere og advokater, og vi har hver især vores spidskompetencer, vi kan byde ind med. Det ville også være fjollet af os at forsøge at overbevise dig om, at advokater ikke løfter opgaven – for det gør de som regel. Akkurat som vi gør. Med lad os starte med introduktion, fordele og ulemper i forhold til henholdsvis boligrådgivere og advokater.
Ring til os
FORDELE & ULEMPER VED
KØBERRÅDGIVNING
Køberrådgiver er – her i vores definition – ejendomsmægler, og vedkommende er specialist i alt, hvad der har med ejendomshandel at gøre. Det vil sige, at din boligrådgiver kan give dig kompetent hjælp gennem hele processen. En køberrådgiver kan hjælpe med at finde boliger, tage med på fremvisninger og give sparring om nærmest alle forhold omkring boligen. Loyal rådgivning, som ikke er ude på at sælge dig noget, vel at mærke.
En køberrådgiver har også fingeren på pulsen i forhold til boligmarkedet, og han eller hun vil dels kunne vurdere udbudsprisen – og dels hjælpe dig med at forhandle den. En køberrådgiver vil også kunne give dig kvalificeret sparring i forhold til området og boligens potentiale. Altså en bred rådgivning, der kommer hele vejen rundt – hvilket er en fordel i de fleste tilfælde.
Der er dog nogle købere og handler, som har brug for specialiseret juridisk rådgivning, og her kommer køberrådgiveren til kort. Bliver de juridiske spørgsmål i processen for komplekse, skal du have hjælp af en advokat. Enten i stedet eller som supplement. For at opsummere.
KØBERRÅDGIVNING
FORDELE
Bred viden og rådgivning, der når hele vejen rundt om boligkøbet
Kan finde bolig og tage med på fremvisning
Stor indsigt i boligmarkedet og priser
Faglig ballast til sparring omkring de fleste boligspørgsmål
KØBERRÅDGIVNING
ULEMPER
Manglende juridiske kompetencer i komplekse handler
Enkelte køberrådgivere mangler vigtige forsikringer
FORDELE & ULEMPER VED
BOLIGADVOKAT
En boligadvokat er udannet og beskikket advokat, og allerede her er barren højt sat. Jurauddannelsen såvel som advokat-titlen er ekstremt prestigefyldt og eftertragtet, og advokater skal gennem mange nåleøjer og nøje granskning, før de når dertil, at de kan blive din boligadvokat.
Derfor kan du som regel også regne med, at du sidder over for en kompetent rådgiver, når du har valgt en boligadvokat. Du har med en person at gøre, som har specialiseret sig i den jura, der omhandler bolighandler, og du kan få hjælp i selv meget komplekse spørgsmål, der måtte opstå i handlen.
Boligadvokater tilbyder en solid gennemgang af alle de juridiske aspekter i en ejendomshandel, og de kan rådgive dig om komplekse juridiske spørgsmål i forbindelsen med handlen.
Vi ville helst blive på egen banehalvdel, men for nogle købere vil en boligadvokat ikke være det rigtige valg. Boligadvokater er specialister i juraen, og ønsker du en bredere sparring, er det langt fra sikkert, at de kan levere det. Prissætning, lokalkendskab og prisforhandling er også noget, der i højere grad ligger i ejendomsmæglerens værktøjskasse. For at opsummere.
BOLIGADVOKAT
FORDELE
Specialiseret juridisk viden
Kan håndtere komplekse handler
Er, takket være lovkrav til advokater, altid dækket af ansvarsforsikring
Står til ansvar for Advokatnævnet
BOLIGADVOKAT
ULEMPER
Kan være ensidigt fokuseret på juraen
Kan mangle essentiel viden om boligkøbets andre facetter
Kommer typisk først ret sent ind i købsprocessen
Er der forskel i prisen?
Det bør ikke være prisen, der er afgørende for dit valg, for der er sjældent den helt mærkbare forskel. Både boligadvokater og boligrådgivere har typisk pakkeløsninger, og det er her, du får et sammenligningsgrundlag. Se, hvad du får med i prisen, og vurdér, hvad du har brug for.
Husk – det skader aldrig at tjekke anmeldelser og omtaler på nettet, inden du vælger. Det kan være, at den billigste løsning hurtigt kan gå hen og blive dyr.
VORES 3 RÅD TIL DIG
UNDERSØG DIN RÅDGIVERS…
1. Baggrund
Er der faglig ballast bag rådene, eller er tale om mere eller mindre amatørrådgivning Undersøg deres baggrund og eventuelle kundeudtalelser.
2. Bagland
Er din køberrådgiver blåstemplet af eksempelvis Dansk Ejendomsmæglerforening eller lignende, har du en vis form for tryghed og garanti.
3. Forsikring
Har din rådgiver ikke ansvarsforsikring bør du holde dig væk, da du ellers kan risikere at hænge på meget store omkostninger, hvis rådgivningen viser sig at være dårlig.
Vælg altid en med papirerne i orden
Uanset om du vælger en boligrådgiver eller advokat, bør du vælge en velrenommeret og velforsikret én af slagsen. Advokater har den fordel, at de er underlagt strenge krav, ligesom de bliver gransket løbende. De er medlemmer af Advokatsamfundet og dermed underlagt reglerne for god advokatskik. Advokater er også underlagt krav om lovpligtig ansvarsforsikring. Du er ikke garanteret en god oplevelse med en boligadvokat – men du er godt sikret. Du skal være lidt mere opmærksom, når vi er ude i feltet boligrådgivere. Det er nemlig ikke en beskyttet titel, modsat advokat, og der kan være mange veje hertil. Det er desværre ikke dem alle, der er lige gode, og det kan være meget bekosteligt at alliere sig med de forkerte.
Husk altid forbeholdet – uanset valg
Uanset om du vælger en boligadvokat eller en boligrådgiver, skal du huske forbeholdet, inden du skriver under på noget som helst. Husk at insistere på, at Advokatforbehold eller Rådgiverforbehold, skal skrives ind i købsaftalens vilkår.
Forbeholdet betyder, at din underskrift er betinget af, at din rådgiver godkender handlen inden for en given frist – der som oftest varierer mellem fire til seks hverdage.
Dels giver forbeholdet dig mulighed for at komme med indsigelser, hvis din rådgiver finder noget, der ikke hænger sammen eller er ufordelagtigt for dig. Med andre ord om du er ved at købe katten i sækken.
Forbeholdet giver dig også mulighed for at fortryde dit køb og komme ud af handlen – uden at skulle betale, hvad det normalt koster. Uden rådgiverforbehold koster en fortrydelse nemlig én procent af salgsprisen, og det er naturligvis også værd at tage med.
Konklusion: Har du så brug for en køberrådgiver eller en boligadvokat?
Det er, som tidligere nævnt, dine behov, der bør afgøre dit valg. Ønsker du en bred rådgivning i alle boligkøbets faser, bør du vælge en køberrådgiver. Er bolighandlen meget kompleks, og har du brug for specialiseret juridisk sparring, bør du vælge en boligadvokat.
Brug OS når du mangler en køberrådgiver
I Forland & Kruse får du køberrådgivning givet på baggrund af dyb faglighed og mange års erfaring. Vi er medlemmer af Dansk Ejendomsmæglerforening, ligesom vi har tryghedsmærket for køberrådgivere og alle de nødvendige forudsætninger og forsikringer.
Kom godt i gang
Vi fører dig trygt og sikkert gennem alle købets faser – fra boligsøgning til nøgleoverdragelse. Tag gerne fat i os så tidligt som muligt.
Hurtig adgang
© 2024 Forland & Kruse Boligkøberrådgivning ApS – Alle rettigheder forbeholdes – CVR nr. 43961861